PUBLIKATIONER

Begæret efter den gode historie

Af Dorte Futtrup

Fremtiden tilhører den, der kan fortælle en god historie, spår fremtidsforskere.

At fortælle historier er en gammel måde at forstå livet, verden og os selv på. Vi har brug for historier, som får os til at le, græde, længes, forstå, forundres, hade og elske. Historier, som kan sætte livet i relief og perspektivere det.

Historiefortælling/storytelling bliver i stigende grad anvendt indenfor erhvervsliv, organisationer og virksomheder som et ledelses- og styringsværktøj. De organisatoriske fortællinger kan opdeles i formelle og uformelle fortællinger, og de kan bruges til at indkredse værdigrundlag, skærpe korpsånd, udvikle strategier og firmaidentitet. Når en virksomhed skal sælge en materiel eller immateriel vare, er der bedre afsætning, når den bliver indpakket i en god historie.

Hvis vi kan fortælle, hvor vi vil hen i en historieform, får vi et meget stærkere kommunikativt billede, udtaler professor Majken Schultz, Handelshøjskolen i København, til Dagbladet Børsen i juni 2000.

Uddannelsesinstitutioner har ligeledes brug for fortællingen som organisatorisk udtryksform.

Der er vedtaget en lov om Centre for Videregående Uddannelse, kaldet CVU. Når en uddannelsesinstitution er på vej ind i en CVU-dannelse med andre beslægtede institutioner har den brug for at finde frem til sit værdigrundlag. Hvordan indgår man i fællesskaber, sammenslutninger uden at sælge ud af sit arvegods, sine egne værdier og sin egenart?

Det kan minde om en EU-problematik eller et ægteskab, og derved bliver det den lille historie sat ind i en større og mere universel historie.

For at kaste lys over denne problemstilling kan man anvende det mytiske sprog - eventyrets, sagnets og fortællingens sprog. Det er et billed- og symbolsprog, som åbner hjertevejen og ikke kun hjernevejen. Disse gamle historier er korte og knappe, alle unødige beskrivelser er skåret væk. De er finpudset gennem mange slægtled. De rummer vore forfædres visdom, livserfaring og har en stor viden om menneskelig adfærd.

En fortælling kan medvirke til, at vi ser virkeligheden i et fugleperspektiv. Diskussionen af en vanskelig problematik bliver mindre farlig, og samtalen kan derved fremmes og blive lettere.

Forandringer i organisationer kan af personalet opfattes som en farefuld rejse ind i det store ukendte.

Også Odysseus begav sig ud på en farefuld rejse. Han forlod sit elskede Ithaka, sin søn og sin kone Penelope for at drage til Troja. På vejen hjem narrede han den fire meter høje kyklop Polyfemos og blindede ham. Odysseus blev udsat for fristelser, bl.a. af troldkvinden Kirke, hvis elskov var som en skovbrand. Hun kunne noget helt særligt med mænd - hun forvandlede dem til svin! Med stor rædsel sejlede han op gennem strædet, hvor Skylla med de seks hoveder lurede på den ene side, og på den anden sugede den mystiske Karybdis havet til sig.

En rejse ind i et CVU kan være farlig og fuld af faldgruber ligesom Odysseus’ rejse, fordi forandring er et vovestykke. Men hvis man skærer al det væk, som er farligt i livet, så er der faktisk meget lidt tilbage. Der skal være plads til spænding og fejltrin, det skaber energi og er livgivende.

Kamp må der til skal livet gro …… thi evig stilstand er død. Således skriver C.V. Kaalund i sin sang ”Jeg elsker den brogede verden”.

Undervisningsminister Margrethe Vestager udsendte i forsommeren debatoplægget Værdier i virkeligheden, hvor ministeren giver sit bud på, hvilke værdier der bør være grundlæggende i al uddannelse. Lærere og undervisere på alle niveauer i uddannelsessystemet skal træde i karakter og i ord og handling vise elever og studerende, at alt ikke er lige godt. Skolen skal altså være modvægt til værdirelativisme og holdningsanarki. Ministeren opfordrer til en diskussion af, hvilke grundlæggende værdier – nye som gamle – den enkelte institution skal bygge på i skabelsen af hele dannelsens og uddannelsens rum.

I disse år erstattes regler af værdier i stadig flere sammenhænge. Men værdier skal ikke kun komme ovenfra eller udefra, fra en ledelse eller en undervisningsminister. Så har de ikke etisk kvalitet. Værdier skal være accepteret af de berørte parter for at have kvalitet, og de skal være blevet til gennem samtale og fortælling. Det er ikke nok at have et mål, det er også væsentligt at fortælle om vejen til at nå dette mål.

Hvis der sættes historier på værdierne, hvis de bliver fortalt med de klassiske krav til en god historie vil de fremstå langt tydeligere.

Fortælling har både noget kulturbærende og kulturskabende i sig. Når vi mødes i fortællingen, løftes vi ud af vort eget og ind i et fælles afsæt og et fælles værdisæt.

Myter, sagn og eventyr handler ofte om kampen mellem det gode og det onde, liv og død, det lyse og det mørke, det mandlige og kvindelige.

Hvis ledelse og medarbejdere slipper den indre fortæller løs, trækkes tavs viden og uformel kompetence frem i lyset. Den gode historie opfordrer både i sin oprindelse og sit budskab til fortolkning og skabelsesproces. Derfor er fortælling en hermeneutisk disciplin.

Lysten eller begæret efter den gode historie er et fundamentalt menneskeligt behov, nemlig behovet for at samle, forme og strukturere oplevelser og erfaringer, så vi kan bringe orden i omverdenen og vort eget liv.

Vi tror måske, at vi lever vort liv lineært, men ved brud og kriser opdager vi, at livet nærmere er spiralformet, hvor tidligere hændelser dukker op i ny forklædning. Vi kan miste retningen i vort liv, det kan smuldre mellem hænderne på os og føles meningsløst. Da er det vigtigt at kunne fortælle for os selv og andre. Evnen til at fortælle, den narrative evne er helt grundlæggende for vores personlighed og identitetsfølelse.

Vi sætter den indre narrativitet i gang, når vi hører noget. Vi digter selv med og udfylder de tomme pladser – alt det, som ikke bliver sagt, men som afsløres gennem åndedræt, rytme, betoning og andre nonverbale udtryk. Vi danner billeder, bruger sanserne og laver medfortælling. Den ydre narrativitet er sprogliggørelsen og den sproglige formulering.

Både den norske forfatter Jan Kjærstad og den danske forfatter Svend Åge Madsen hævder, at de gode historier - fortællingerne har helt afgørende betydning for vort liv.

Én af personerne i Kjærstads roman Forføreren mener, at hvis man skal forstå et menneske, er det ikke generne, der skal kortlægges, men de historier, som personen har haft i sit liv og har fået fortalt.

Begge forfatteres romaner er eksempler på, hvordan vi som læsere nødvendigvis må være aktivt medfortællende for at finde den røde tråd.

Er det muligt at forandre et liv ved at fortælle det?

Således spørger fortælleren flere gange i Jan Kjærstads Erobreren, som er den anden roman i en trilogi. Forfatteren har ønsket at skabe en stor fortælling, som består af mange små fortællinger set fra forskellige synsvinkler. Ved hjælp af associationsforbindelser er fortællingerne lænket sammen og danner skjulte sammenhænge og helheder. Det kan synes kaotisk, når man som læser får tre eller flere forskellige beskrivelser af den samme hændelse. Men derved udløser det en ny historie i læserens sind, som derved får lavet sin egen personlige historie. Akkurat som når vi fortæller hændelser fra vort eget liv, hvor sammenhænge og mønstre pludselig fletter sig ind i hinanden. Derved kan vi nå til en dybere erkendelse. Hvis vi sætter historierne sammen på en ny måde, får vi måske et nyt liv. Vi kan forandre vort liv ved at fortælle det.

Den amerikanske psykolog Jerome Bruner (f.1915) var ca. 80 år, da han udgav sit credo med samling af et livs forskning i tænkning og erfaringsdannelse. Bogen hedder Uddannelseskulturen og udkom på dansk i 1998. Bruner er konstruktivist og anser derfor viden som et kulturskabt fænomen. Viden er en konstruktion af verden. Den narrative tænkemåde bruges til at konstruere virkeligheden.

Fortællingens betydning for sammenhængen i en kultur er sandsynligvis lige så stor som dens betydning for strukturen i det enkelte menneskes liv (s.95)

Det er kun med fortællingens metode, man kan konstruere en identitet og finde sin plads i sin kultur. Bruner argumenterer i sin bog for en narrativ pædagogik, men inddrager flere kilder, såsom lingvistik, litteraturteori, psykologi, filosofi og sågar matematik.

Der var engang …. Forventningens sus går gennem tilhørerne - både børn og voksne. Vi går sammen ind i et tidløst univers, hvor alt kan ske. Fortid, nutid og fremtid i én blanding, vi er i en fiktiv verden. Fortæller og lyttere indgår en form for kontrakt, som handler om viljen til at lade sig fascinere, forføre, forløse, forvandle af det fortalte. Mundtlig fortælling er ikke énvejskommunikation, men et levende møde mellem fortæller og lyttere uden andre hjælpemidler end ordet. Rummet fyldes af kropslig intensitet, sanselighed og nærvær. Når historier bliver fortalt lever de i rummet som billeder, og følelser bliver vakt. Historierne opleves og mærkes, og man kan ikke nøjes med at forholde sig intellektuelt og analyserende til dem.

Var der mere I ville vide? Således spørger vølven i Vølvens Spådom. Hun kunne se ind i fortid og fremtid og var i stand til at forudse ragnarok.

Vølven findes også i moderne udgave. Hun er i enhver organisation og på enhver arbejdsplads.

Jeg spørger bare: Var der mere I ville vide?