PUBLIKATIONER

Fascination og forførelse
– om mundtlig fortælling for børn og voksne i biblioteket

af Dorte Futtrup, fortæller, bibliotekar og lærer ved Danmarks Biblioteksskole

En midaldrende herre kom hen til mig efter en aften med mundtlig fortælling på et bibliotek i en større dansk provinsby. Manden takkede for de gode historier og sagde:

Hvor er det dejligt at få fortalt historier!

Hvorfor er det mon så dejligt? - ville jeg vide.

Jo, sagde han, det er fordi, jeg bliver så fascineret, så opslugt, at jeg glemmer mig selv. Jeg bliver på det nærmeste indfanget og forført af mit eget narrative begær.

Fascineret og forført af et narrativt begær: (narrativus lat., af narrare fortælle, fortællende, som vedrører en fortællings fremadskridende reale eller fiktive handling). Er begæret efter en god historie ligeså vigtig at få opfyldt som det menneskelige behov for føde, sex og kærlighed? Det tror jeg, at det er….

Einar Már Gudmundsson, islandsk forfatter, udtalte for nylig i et interview: Hvis folk savner indhold i deres tilværelse, er det fordi de mangler historier, og i kampen mod denne tomhed er fortællingen et af de vigtigste våben.

Der var engang …. Forventningens sus går gennem tilhørerne - både børn og voksne. Vi går sammen ind i et tidløst univers, hvor alt kan ske. Fortid, nutid og fremtid i én blanding, vi er i en fiktiv verden. Fortæller og lyttere indgår en form for kontrakt, som måske netop handler om viljen til at lade sig fascinere, forføre, forløse, forvandle af det fortalte, af det narrative, således som jeg oplevede det ved omtalte fortælleaften.

Mundtlig fortælling er ikke énvejskommunikation, men et levende møde mellem fortæller og lyttere uden andre hjælpemidler end ord og lydhørhed. Rummet fyldes af kropslig intensitet, sanselighed og nærvær. Der opstår et episk fællesskab, en episk pagt mellem fortæller og publikum.

Mennesker har fortalt til alle tider i alle kulturer. Sheherazade fortalte i 1001 nat for at redde sit liv. Blandt folk uden skriftsprog fortalte de gamle i slægten, for de sad inde med en erindret visdom og var fællesskabets hukommelse. I dagligdagen er vi alle stadig fortællere, når vi beretter om vore oplevelser og tildragelser til familie, venner, arbejdskolleger.

Ved at fortælle får vi form på verden og skaber sammenhæng, mening og fællesskab.

Ved at fortælle kan vi kæde et fragmentarisk liv sammen og give det gyldighed.

Når vi skal samle de påvirkninger, vi udsættes for, til meningsfulde helheder, må vi bruge alle vore sanser. Ikke blot alt det vi hører og ser, men også det vi lugter, smager og føler. Hvis ikke vi formår at sammenkæde og fortælle vort liv for os selv og andre, bliver vi forvirrede, rodløse og stressede. Vi kan miste retningen i vort liv, det kan smuldre mellem hænderne på os og blive meningsløst.

Vores evne til at fortælle, den narrative evne, er helt grundlæggende for vores personlighed og identitetsfølelse.

Vi sætter den indre narrativitet i gang, når vi hører noget. Så digter vi selv med og udfylder de tomme pladser. Det er al det, som ikke bliver sagt eller står mellem linjerne, bl.a. åndedræt, pause, rytme, betoning og nonverbale udtryk. Vi danner billeder, bruger vore øvrige sanser, laver medfortælling og skaber derved forståelse. Vor ydre narrativitet er sprogliggørelsen og den sproglige formulering.

En 10-årig pige udbrød engang efter én af mine fortællinger: Jeg kunne se det hele for mig – alt det du fortalte var inde i stearinlysene.

En 84-årig kvinde sagde ved en anden lejlighed: Undskyld jeg blev fraværende midt i din fortælling, for pludselig sad jeg på skødet af min bedstefar. Der er ingen der har fortalt mig historie siden jeg var en lille pige.

Begge udsagn er eksempler narrativiteten som spejl af virkeligheden, som en grundlæggende form for menneskelig erkendelse.

Mundtlig fortælling har både noget kulturbærende og kulturskabende i sig. Når vi mødes i fortællingen løftes vi ud af vort eget og ind i noget fælles. Vi får et fælles afsæt og et fælles værdisæt, når vi har hørt og erfaret de samme historier. Det kan være myter, sagn, eventyr, bibelhistorie og vort lands historie. Men også sange, digte, romaner og noveller, vor egen familiemytologi giver en vigtig basis.

Derfor handler fortælling både om tradition, identitet og erkendelse, men også om livsoplysning, tilværelsestolkning og værdier.

Hvorfor mundtlig fortælling i børnebiblioteket?

En god bibliotekar er én man kender. Således karakteriserede nogle børn en god bibliotekar i ”Rapport fra Projekt Børn og unges medbestemmelse i bibliotekerne” (Kbh.,1998). For at være en god og professionel bibliotekar fordrer det, at man træder i karakter og udfolder sin personlighed som en vidende person. Man tager den subjektive og direkte formidlerrolle på sig og tør vise, at alt ikke er lige godt. For nogle bibliotekarer kan en sådan værdibaseret professionsudøvelse være vanskelig at kombinere med en neutral og objektiv informationsformidling. Men mit udgangspunkt er, at det skal være sjovt at være bibliotekar. Det bliver det, når man får lejlighed til at dele af sin viden, øse af sin begejstring og bruge sine evner og talenter.

Oplæsning har de fleste børnebibliotekarer altid anvendt, og det er naturligt og godt at sætte sig med en gruppe børn i udlånet og dele bibliotekets store skatte med dem. Oplæsning og booktalk handler om at skabe læse- og bibliotekslyst. Bibliotekaren viser, hvad biblioteket kan byde på af oplevelser og giver det et ansigt. Bogen huskes i kraft af bibliotekarens evne til at formidle personligt og engageret.

Børn kan finde på at spørge: ”Er det en sand historie, er det sket i virkeligheden?”. Det er altså muligt at lægge et filter ind.

Fortælling kan derimod sammenlignes med det at give en gave: Man står som fortæller åben og sårbar og giver af sit hjerteblod. Hvis modtageren afviser fortællingen, vil det være det samme som at afvise fortælleren. Det giver et etisk dilemma at afvise at andet menneske. Netop i dette dilemma tror jeg, at fortællingens kolossale kraft skal findes. Det er som om det er mere virkeligt, når det fortælles, sagde en 13-årig dreng til mig engang. Fortælleren bliver en autoritet, hvis han tror på sin historie, og fortælleren skal ubetinget gøre historien til sin egen for at forløse indholdet. Hvis ikke man er overbevist om, at det ved hjælp af kærlighed kan lade sig gøre at forvandle en frø til en smuk prins, - ja, så skal man lade være med at fortælle den slags historier!

Fortællingen er altid parat, den bor inde i den gode fortæller. Den skal ikke først findes i en bog, som derefter kræver, at øjnene holdes ved teksten på siderne. Ved fortælling kan man have øjenkontakt til alle og bevare overblikket.

Både på bibliotek og i skole tænkes meget i målgrupper og aldersopdelinger. Det glædelige er, at flere generationer kan samles om den mundtlige fortælling, fordi den opfordrer til refleksion og samtale med andre. Børn, unge, voksne, gamle, bedsteforældre og børnebørn – alle kan de lytte til de samme historier og få noget ud af det hver på deres måde. Derfor er den mundtlige fortælling så værdifuld i bibliotekssammenhæng!

Hvad er godt fortællestof?

Meget velegnet er myter, sagn og folkeeventyr (herunder også saga, bibelhistorie, legende, fabel) – altså alt det, som er indsamlet og nedskrevet, men som engang har været mundtligt. Dette stof er det nemmeste at gå til, fordi her er ingen version den rigtige. Den mundtlige tone er som regel bevaret eller kan nemt findes frem, og enhver fortæller har lov til at fortælle historien på sin egen måde. Sagn, myter og folkeeventyr er finpudset gennem mange slægtled, det er korte og knappe fortællinger, hvor alle unødige beskrivelser er skåret væk. Når en fortælling lever videre, er det fordi den vækker genklang hos generation efter generation. Den bærer en stærk indre sandhed og rummer vore forfædres visdom, livserfaringer og menneskekundskab. Vi kan som nutidsmennesker suge kraft, energi og forståelse for tradition og vor egen livssituation.

For dybest set handler disse historier om det at være menneske. Alle steder på jorden og til alle tider har mennesket beskæftiget sig med livets store spørgsmål:

Hvem er jeg? - hvor kommer jeg fra? - hvor går jeg hen? Det er eksistentielle spørgsmål om de fælles gåder i vor tilværelse. Det er fortællinger om liv og død, had og kærlighed, glæde og sorg, smerte, misundelse og svig.

Myter: Der findes helte-, natur-, gude-, skabelsesmyter. De handler om det universelle, om den første gang, om noget der er gældende altid og til evig tid. Myten bærer en sandhedskraft i sig, noget uforanderligt og lovmæssigt. Der kan være to eller flere planer, nemlig et bud på en tilværelsessammenhæng og så noget underlagt tabuiseret, incestuøst som i ”Solen og månen”. Det er en grønlandsk myte, hvor vi får fortalt, hvordan sol, måne og stjerner er blevet til, men samtidig indser vi, at det er konsekvensen af et kærlighedsforhold mellem bror og søster.

Sagn: Her optræder som regel både en lokalitet, samt historiske og faktiske begivenheder. At kende lokalsagn er godt for vore rødder, og landskabet bliver levende og magisk omkring os.

Folkeeventyr: De omhandler poetiske, fiktive begivenheder, som er symbolske ligesom vore drømme. Det er om min og din tid, fra vi fødes til vi dør – der, hvor vi har vort liv.

I 1961 kom en revideret udgave af det værk, som kendes under betegnelsen ”Aarne Thompson”. Det er et eventyrindeks, som tilstræber at dække samtlige folkeeventyr fra hele verden. Systemet har detaljerede inddelinger, som klassificerer og registrerer forskellige versioner i den folkelige overlevering. Fremhæves skal:

• skæmteeventyr (f.eks. Per, Poul, Esben/ Klodshans-typen)
• trylleeventyr (f.eks. Frøkongen, Østen for solen, Prins Hvidbjørn, Kong Lindorm, hvor der forekommer forvandling og overnaturlige hændelser)
• lremseeventyr eller formeleventyr (f.eks. Den tykke kat, Kylle-Rylle, Sip-Skrat)
• rim og remser (Peter Mathiesen red på grisen…, Nede i fru Hansens kælder…., Far, får får får?)

Kæderemser med mange led skærper hukommelsen, og de skal bare læres af enhver børnebibliotekar! Det er en urgammel tradition i alle lande at lege med sjove ordsammensætninger og proportioner, som tilsyneladende er meningsløse og absurde. I remserne finder man ord, der ”smager godt” med god rytme i. Genren kan forene musik, bevægelse, leg og dramatik.

Noveller, romaner og dele af bøger: Der er mængder af godt fortællestof heri. Men det er vanskeligere, fordi man skylder forfatteren hensyn i måden at fortolke historien på.

Egne historier, erindringer fra eget liv: Vi har alle et levet liv med mange oplevelser at øse af. Kunsten er at fortælle en personlig historie, ikke en privat! Som øvelse kan man fortælle i 3. person. Det mindsker som regel detaljeringsgraden, og man får skabt en gavnlig afstand til sig selv. Husk, hvis en historie ikke er god nok fra naturens side, har man pligt til at gøre den bedre!

Uanset hvad man vælger at fortælle, skal man gøre sig sin fortælleetik klar.

Hvorfor fortæller jeg denne historie? – hvad er mit ærinde? – hvilke følelser vækker den i mig? – sorg, glæde, latter, smerte, angst, afsky, munterhed? Man skal være vidende om, at der er stor sårbarhed og selvudlevering forbundet med det at fortælle.

Hvordan løftes en tekst fra skrift til medrivende mundtlig fortælling?

Skab en god fysisk ramme omkring fortællingen, et rum, hvor du føler dig godt tilpas. Sørg for en god begyndelse og en god afslutning, så fortællingen står skarpt med prægnante og præcise udtryk. Læs historien få gange igennem, fortæl, fortæl, læs igen. Forsøg aldrig at lære den udenad, men iklæd historien din egen sprogdragt. Find fortællingens grundstruktur eller skelet at støtte dig til.

Sanserne skal bære din historie frem: Du skal bruge både syns-, smags-, høre-, føle- og lugtesans.

Indlevelse, koncentration, visualisering, fantasi er kodeord - du skal forestille dig hele fortællingens liv og univers. Desuden bør der arbejdes bevidst med følgende: Musikalitet, frasering, artikulation, betoning, stemmeføring, klang, tempo, rytme, pause, gestik, mimik.

Og fordi du har øjenkontakt med dine lyttere, så kan du pludselig se, at det forunderlige er sket:

Børnenes øjne er blevet blanke, og alle munde står åbne. Du kan som fortæller nærmest få snablen direkte ind til sjælen. Magien er opstået, vi er sammen i et helt andet univers, hvor tid og sted ikke eksisterer. Det er et afstandsløst møde mellem fortæller, fortællingen og tilhørere – helt uden en analyserende fornuft, kun intens medleven.

Nyd at anvende pausen, for derved fortættes stemningen, og du kan få dine tilhørere i din hule hånd. Under en sådan opspænding og pause brølede en 10-årig dreng engang:

Fortsæt eller jeg dør! ….. og jeg fortsatte min fortælling.

Artikel til fællesnordisk konference i Oslo, maj 2000. Dorte Futtrup